Skal overvåge 7500 vindmøller

Siemens Wind Power fortsætter sin udbygning i Brande. Nu med et ny overvågningscenter.

310114_Spadestik.jpg

Vindmøllekoncernen Siemens Wind Power tog fredag formiddag første spadestik til sit nye overvågningscenter.

Centret skal ligge ved siden af koncernens danske hovedkontor i Brande, og dermed sætter koncernen en tyk streg under sin tilknytning til det jyske.

- Brande er det globale hovedkvarter for vores vindaktivitet. Tingene fungerer godt i Brande, og det er hjertet, hvor vi udvikler virksomheden, siger Torben Bang, der er chef for koncernens Global Service.

Overvågningscentret, der skal stå færdigt i oktober, skal via computere overvåge samtlige 7500 Siemens-vindmøller verden over. Målet er at gøre dem mere effektive.

- Ved at optimere driften på vindmøllerne kan vi fremadrettet også reducere prisen på vindmøllestrøm, så vi kan konkurrere med andre energikilder som kul, gas og andre fossile brændstoffer, fortæller Torben Bang.