Spændt VM-debutant: Skal dele kamptid på højre back

For både Nikolaj Øris Nielsen og Martin Larsen er den kommende slutrunde den første i karrieren.

Danmarks Nikolaj Øris Nielsen i Bygma Cup herrehåndboldkampen mellem Danmark og Ungarn i Ceres Arena i Aarhus.
Danmarks Nikolaj Øris Nielsen i Bygma Cup herrehåndboldkampen mellem Danmark og Ungarn i Ceres Arena i Aarhus.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

To i slutrunde-sammenhæng helt nye ansigter skal i spil i bagkæden på det danske herrelandshold, når VM i håndbold begynder torsdag.

Nikolaj Øris Nielsen og Martin Larsen deler nemlig både pladsen på højre back og titlen som slutrunde-debutant.

Sidstnævnte blev kaldt ind i VM-truppen, da Niclas Kirkeløkke i december blev alvorligt skadet, og den 26-årige bagspiller glæder sig til at prøve kræfter med en slutrunde.

- Det bliver selvfølgelig en sindssyg oplevelse. Der kommer 15.000 i Royal Arena på hjemmebane, så jeg glæder mig bare til at være en del af det og oplevelsen, siger Martin Larsen.

I 2018 skiftede han Aalborg Håndbold ud med franske Pays d’Aix, hvor han til dagligt står over for storhold som Paris Saint-Germain og Nantes.

I den nye klub gør han en god figur, og han tror også selv, at det er derfor, at han nu er blevet en del af landsholdstruppen.

- Det har været en omvæltning at prøve noget helt nyt, men det har også været med til at udvikle mig som spiller, og jeg håber, at jeg kan bruge nogle af de ting, jeg har lært over det seneste år, når jeg forhåbentlig kommer i aktion.

Martin Larsen regner dog selv med, at han kommer til at stå en smule i skyggen af den anden VM-debutant Nikolaj Øris.

Store forventninger

Den 32-årige Bjerringbro-Silkeborg-spiller ser også frem til at debutere for det danske landshold i en slutrunde, men han kan også mærke, at det skaber et pres.

- Jeg tror altid, at der er et pres, når man repræsenterer Danmark og spiller en slutrunde. Der er store forventninger, og det er der til alle på banen og selvfølgelig også til mig.

- Men en håndboldkamp er en håndboldkamp, og man kan ikke gøre det bedre, end sit bedste, siger Øris.

For Hans Lindberg er det bestemt ikke først gang, at han deltager i en slutrunde for det danske landshold. Hele 12 VM- og EM-slutrunder samt to gange i de olympiske lege er det blevet til for den 37-årige højre fløj.

2:23
To dage efter årets store sportsshow knokler medarbejdere for at få Boxen klar til VM i håndbold.

Men han kan godt huske første gang, han trak i den rød-hvide trøje til en slutrunde, og han sender et godt råd med på vejen til debutanterne.

- De skal nyde det og glæde sig over at være en del af noget så stort. Men så handler det i bund og grund om at gå ind og levere det, man nu kan og præstere på det niveau, man har gjort på klubplan, siger Lindberg.

VM starter torsdag, og Danmark møder Chile i den første kamp, der fløjtes i gang klokken 20:15.

/ritzau/