Skæbnekamp i Ringkøbing

I aften bliver det afgjort om håndboldkvinderne fra Ringkøbing får endnu en sæson i håndboldligaen eller om de rykker tilbage til 1. division.

Ringkoebing-Haandbold-LogoFuld.jpg

Der er én plads tilbage i håndboldligaen i næste sæson. Den skal enten Ringkøbing Håndbold eller Ajax København have. De to hold har allerede spillet den første af de to oprykningskampe - her vandt Ringkøbing overbevisende med 25-17. Ringkøbing har altså et forspring på hele otte mål, når de to hold i aften spiller den sidste og afgørende kamp om den sidste liga-plads i Ringkøbing.

Intet er afgjort

Trods den overbevisende sejr, så mener Ringkøbings træner Allan Heine ikke, at ligapladsen er sikret før dagens kamp.

- Vi har skabt et fint udgangspunkt, men det er en ny kamp. Hvis vi ikke er parate, så kan det hurtigt blive vendt om igen. Så vi skal have respekt for Ajax og respekt for os selv, og så skal vi levere et stærkt stykke arbejde, fortæller træneren til klubbens hjemmeside.

Kampen bliver spillet i ROFI Centeret fra klokken 17.00.