Sjørring Maskinfabrik er solgt (opdateret)

Sjørring Maskinfabrik er fredag blevet solgt til et investeringsselskab. Industri Udvikling har købt familievirksomheden.

20120927-023-SD__18JobRotation.Exported.01.jpg

En af de største virksomheder i Thy, Sjørring Maskinfabrik, er ikke længere familieejet. Det er et faktum, efter indehaver Mogens Nielsen i dag meddelte, at han og hans søskende har solgt deres aktier.

- Jeg glæder mig meget over, at der er kommet nye ejere, og jeg er sikker på, at de er i stand til at fortsætte fabrikkens udvikling i endnu højere grad, end vi har formået, siger indehaver Mogens Nielsen til TV MIDTVEST.

Sjørring Maskinfabrik har siden 1946 har været en af de mest markante virksomheder i Thy. Men Mogens Nielsen har de seneste år haft nedsat arbejdsstyrke grundet sygdom, og i familien findes der ikke en oplagt kandidat til at føre industrieventyret videre.

- Der er ingen naturlige arvtagere til fabrikken, og samtidig er jeg syg på tredje år. Derfor har vi fundet tiden rigtig til at finde nye ejere af fabrikken. Det er det rigtige tidspunkt både for virksomheden, medarbejdere, kunder og lokalområdet, siger Mogens Nielsen.

Investeringsselskabet Industri Udvikling er nu indehaver af aktiemajoriteten i maskinfabrikken, som beskæftiger 240 medarbejdere. Udover Industri Udvikling har også tre private investorer købt familiens aktier i virksomheden.

- Vi har jo vidst gennem lang tid, at der ikke ville være en arvefølger, så vi har været klar over, at denne dag skulle komme. Derfor har vi også bearbejdet tanken gennem de senere år. Men selvfølgelig er det vemodigt at skulle slutte det her kapitel i Sjørring. Det ligger helt fast, siger Mogens Nielsen.

Industri Udvikling investerer pensionsmidler i virksomheder med det mål at skabe udvikling og vækst.

- Det er den samme ledelse, så medarbejderne vil ikke kunne mærke en stor forskel. Det vil komme stille og roligt. Det primære formål er, at vi skal have virksomheden til at tjene nogle penge igen, og derfor skal den i gang med at producere noget mere, siger Lars Blavnsfeldt, som er administrerende direktør i Industri Udvikling.