Sjælden guldmedalje til 24-årig bagersvend

24-årige Charlotte Arnecke fra Ikast er netop blevet færdiguddannet som bagersvend med en sjælden guldmedalje.

Guldbager
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Charlotte Arnecke er en glad bager. For en måned siden var hun til eksamen, og det var her guldmedaljen kom i hus.

- Der kom da lige lidt tårer, fordi jeg synes, det var så stort.

Fra den første guldmedalje blev uddelt i 2008, er der kun uddelt otte. Derfor er det en særlig hæder, som Ikast-bagersvenden har kæmpet sig til.

- Jeg tror bare, det handler om at gå op i det. Stille lidt store krav til en selv. Ellers er man jo som alle andre, siger den nykårede bagersvend, der ikke er som alle andre. Det opdagede hendes bagermester også ret hurtigt.

- Siden jeg kunne se, at det var en elev lidt ud over det almindelige, så har vi arbejdet på at opnå det bedst mulige resultat, og det har vi nået, siger Lars Brøndum fra Vestbyens Bageri i Ikast.

Omvej til bageriet

Men det var faktisk ikke givet, at Charlotte Arnecke skulle være bager. Først troede hun, at hun skulle være skolelærer, og siden læste hun til fysioterapeut, inden hun blev fristet af duften i bageriet.

- Jeg har nok fundet det, jeg skal lave. Jeg sluttede med et gennemsnit på 11 i de afleveringer vi har lavet, guld i svendeprøve og 12 i teoriprøve. Så det kan jo ikke være helt skidt, det jeg har valgt, siger Charlotte Arnecke med et smil.

Den 24-årige bagersvend fik overrakt guldmedaljen i dag i bageriet i Ikast.