Sisto udtaget til A-landsholdet

Morten Olsen havde i første omgang ikke udtaget Pione Sisto til næste landskamp, men nu bliver midtjyden rykket op fra U21-landsholdet

sisto.jpg

Fodboldlandstræner Morten Olsen har lørdag udtaget superligaspillerne Pione Sisto og Thomas Kahlenberg til EM-kvalifikationskampen mod Portugal på torsdag og venskabskampen mod Frankrig tre dage senere. Det oplyser Dansk Boldspil-Union.

Pione Sisto var udtaget til seneste landsholdssamling, men efter en anonym periode for FC Midtjylland havde Olsen denne gang set bort ham. Nu har landstræneren ændret mening og hiver derfor FCM-spilleren op fra U21-truppen.

- Omkring Pione har vi haft en tidligere aftale om, at han kunne komme op på A-landsholdet fra U21-landsholdet - en aftale vi nu har valgt at gøre brug af, siger landstræneren.

Torsdag scorede Pione Sisto for FC Midtjylland, da klubben vandt 3-1 over Club Brugge i Europa League. Fredag blev han af UEFA udtaget til rundens hold. Det ligner et vendepunkt for den rappe spiller, der ellers har været nede i en bølgedal.