Sisto før transferdeadline: Klar til at smutte

Pione Sisto er eftertragtet i udlandet, og superligaprofilen er klar til at tage i mod det rette tilbud. /ritzau/

180715Sisto.jpg

FC Midtjylland hentede søndag aften tre point i Alka Superligaen, da det på hjemmebane blev til en 2-0-sejr over Hobro. Sejren kom i hus uden hjælp fra de to profiler Erik Sviatchenko og Pione Sisto, der end ikke var i kamptruppen. Pione Sisto ville efter kampen ikke sige meget om sin fremtid, men fortæller dog, at han er eftertragtet.

- Jeg har haft en rigtig fin sæson sidste år, og det har jeg også mærket i forhold til interessen. Der er gang i den, men det havde jeg nu også forventet, siger kantspilleren.

Han er klar til at rejse udenlands, såfremt det rigtige tilbud dukker op.

- Jeg har det rigtig godt her i FCM, men hvis der kommer et godt tilbud, så vil jeg selvfølgelig kigge på det. Jeg mener også selv, jeg er klar til at smutte, hvis det rette tilbud kommer, siger Pione Sisto.

Sportschef Claus Steinlein tror ikke umiddelbart på, der kommer til at ske noget på transferfronten.

- Lige nu tror jeg ikke, der vil ske meget. Vi er sent ude nu, og der er kun 24 timer tilbage. Erik og Pione er FCM-spillere lige nu, og med det spændende efterår vi går ind i, er det rigtig fint for os, at der ikke er ved at ske noget, siger han.

Claus Steinlein medgiver dog, at tingene hurtigt kan ændre sig.

- Når man står her sidst i transfervinduet, så kan der ske rigtig mange ting. Der kan komme et tilbud, og så forsøger vi at have nogle afløsere i spil i pipelinen, lyder det fra Steinlein.

FC Midtjylland er i norsk presse blevet kædet sammen med Gustav Mendoca Wikheim fra Strømsgodset.

- Ham kender jeg godt. Det er en god spiller fra Norge, men jeg kan ikke kommentere yderligere på ham eller andre, siger Claus Steinlein.

Erik Sviatchenko var ikke tilstede på MCH Arena under kampen, da han er i København til behandling af en skade.

/ritzau/