Venezuelaner ødelagde Simone Christensens OL

To påkørsler slog Simone Tetsche Christensen ud af kurs. Hun endte med en samlet syvendeplads i BMX-semifinalen og kom dermed ikke videre til finalen.

simone2.jpg

BMX-køreren Simone Tetsche Christensen fra Bjerringbro styrtede to gange og missede derfor OL-finalen i Rio.
Den 22-årige BMX-kører fra Bjerringbro var ellers med helt fremme i alle tre semifinaleheats, men to gange måtte hun i det sidste sving en tur ned på banen - specielt venezuelaneren Stefany Hernandez ødelagde dagen.
Simone Tetsche Christensen skulle trøstes, da semifinalerne var overstået, og det stod klart, at hun var færdig.

- Det er virkelig ærgerligt, og det, der er mest irriterende, er, at jeg føler mig virkelig godt kørende. Jeg havde en fornemmelse af, at det ville blive en god dag, og så ender den sådan her, fordi venezuelaneren i andet heat ikke kørte særlig fornuftigt. Det er ikke ligefrem min penneveninde. Jeg synes ikke, at hun kører fedt BMX. BMX handler om at køre taktisk og lægge sig de rigtige steder på banen, siger Simone Christensen.

Det blev til en godkendt fjerdeplads for Simone Tetsche Christensen i første heat. Men efter at venezuelaneren havde væltet hende i andet heat, var danskeren pludselig presset til at præstere godt i tredje og sidste semifinaleheat. Det fik danskeren til at satse i sidste sving, hvor hun kørte ind i franske Manon Valentino.

- Jeg styrtede selv, og jeg tog ikke fem mand med ned, som Hernandez gør. Jeg glæder mig til, at hun ikke kører BMX mere. Det er irriterende, siger Simone Christensen.

Simone Christensen ramte sit topniveau
Også landstræner Christian Munk Poulsen peger på Stefany Hernandez som den direkte årsag til, at det ikke blev til en dansk finaleplads. Han synes, at Simone Tetsche Christensen ramte sit topniveau i Rio. 

- Hernandez kører med hovedet under armen. Hun skubber og skubber. Hun vil ikke køre om kap, men kun skubbe. I første heat kører hun Simone højt og voldsomt op i banen, i andet heat kører hun hende direkte ned, så de vælter. Simone kører faktisk bedre på den første del af banen, end hun plejer, men så går der primitiv sydamerikansk BMX i den, siger landstræneren.

BMX-konkurrencen endte med en colombiansk sejr til Mariana Pajon med Alise Post fra USA på andenpladsen. Danskerens onde ånd Stefany Hernandez tog bronze. 

 

/ritzau/