Simon Kjær om hybridbane: Dejligt at komme hjem til Jylland

Herning Kommune og DBU sørger for spilletid i det jyske.

Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

DBU har sammen med Herning Kommune planer om at etablere en helt ny hybridbane på Teglpark Stadion i Herning centrum.

Og hos en tidligere FC Midtjylland-stjerne, vækker det glæde, at DBU kigger mod vest.

- Det er glædeligt for os jyder, at vi også engang imellem kan komme hjem igen, så det er med et smil på læben, siger landsholdsspiller Simon Kjær, der til dagligt spiller i den spanske klub Sevilla FC.

At den ligger her kommer ikke bag på mig. Personligt, synes jeg, det er glædeligt

Simon Kjær, Landsholdsspiller

Han stammer fra Horsens, men har igennem mange år snøret sine fodboldstøvler på den jyske hede.

- Jeg har fået min professionelle fodboldopdragelse i Midtjylland, og at den ligger her kommer ikke bag på mig. Personligt, synes jeg, det er glædeligt, siger Simon Kjær.

00:49

"I Jylland gør de noget ved tingene" - lød de rosende ord fra DBU's fodbolddirektør Peter Møller ved dagens pressemøde i Herning.

Luk video

Stolt borgmester

Ikke så underligt er det, at Hernings borgmester, Lars Krarup, også er glad for, at landets første hybridbane kommer til at ligge i hans kommune.

Jeg er meget stolt af, at DBU har valgt Herning som hjemsted for A-landsholdet

Lars Krarup, borgmester, Venstre, Herning Kommune

- Jeg er meget stolt af, at DBU har valgt Herning som hjemsted for A-landsholdet, siger han og fortsætter.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Herning Kommune ind imellem gerne vil kunne præsentere noget ypperligt, og der må man sige, at have A-landsholdet samlet til træning her, det er det ypperste indenfor fodbolden, siger Lars Krarup.

Planen er, at det nye anlæg skal stå klar, så A-landsholdet kan tage det i brug i forbindelse med de afgørende EM-kvalifikationskampe i Parken i efteråret 2019.

02:13 Luk video