Silkeborgs topscorer om oprykning: - Det fuldender sæsonen

Oprykningen betyder, at Silkeborgs målsætning om at rykke op i Superligaen er i hus.

Ronnie Schwartz scorede begge målene i sejren over Nykøbing FC.
Ronnie Schwartz scorede begge målene i sejren over Nykøbing FC.
Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Der var jubel til den helt store guldmedalje, da kampen mellem Silkeborg og Nykøbing FC blev fløjtet af.

For fløjtet betød sejr, sommerferie og vigtigst af alt – Superliga til silkeborgenserne fra næste sæson.

- Det fuldender sæsonen. Vi havde det mål, da vi rykkede ned, at vi skulle rykke op hurtigst muligt – det har vi gjort. Så der er ikke så meget andet at sige, end at det er skidegodt, siger Ronnie Schwartz, der om nogen var manden bag sejren med begge mål.

Men det var ikke uden nervøsitet, at sejren kom i hus.

For selvom Silkeborg førte 1-0 ved starten af anden halvleg, så smittede kampens betydning af på spillerne.

- Det var vigtigt, at vi lige fik 20-scoringen til sidst, så der blev lidt mere ro på. Anden halvleg var lidt nervøs. Det var ikke med det samme flow, som vi har haft i de sidste kampe. Men det er klart, for der var meget på spil. Vi fik det, vi kom efter. Det var dejligt, siger Ronnie Schwartz.

Med de to mål i kampen ender Ronnie Schwartz på 25 sæsonscoringer i 1. Division. Det gør ham til den mest scorende spiller i rækken.

Skiftede til Silkeborg for at spille Superliga

Dermed skal Silkeborg i næste sæson spille med i det fineste fodboldselskab i Danmark.

Og netop oprykningsmuligheden var en af grundene til, at Frederik Møller skiftede til Silkeborg fra AGF sidste sommer.

- Det er rigtig stort og fedt. Det er derfor, jeg tog til Silkeborg – det er for at spille i Superligaen i næste sæson. Det lykkes, siger han.

Både Frederik Møller og Ronnie Schwartz har begge prøvet at spille i Superligaen, men ingen af dem har gjort det i Silkeborgs spillertøj.

Se målene fra Silkeborgs sejr over Nykøbing FC.
Se målene fra Silkeborgs sejr over Nykøbing FC.