Silkeborg-Voel vinder smalt i Aarhus og avancerer i toppen

Efter en afvekslende kamp vandt Silkeborg-Voel over Aarhus United og avancerede dermed til tredjepladsen.

vm_bolde_.jpg
Foto: Arkivfoto - TV MIDTVEST

Silkeborg-Voel placerer sig aktuelt på en tredjeplads i HTH Ligaen.

Holdet avancerede i topstriden ved at vinde udekampen mod Aarhus United med 29-27.

Det bragte holdet på 13 point efter Team Esbjerg og Herning-Ikast, der har henholdsvis 16 og 14 point for en kamp færre ligesom nummer fire, Odense, der har 12 point. Aarhus har ni point på syvendepladsen.

De første 21 minutter var helt lige og med vekslende føringer, hvor ingen af holdene på noget tidspunkt førte med mere end et mål.

Så fik Silkeborg-Voel dog overtaget. 12-11 blev til 15-11, og udeholdet kunne gå til pause foran med 16-13.

Men Aarhus kom bedre ud til anden halvleg. Efter ni minutter skabte Celine Lundbye Kristiansen fuld balance til 18-18.

Det stod også 20-20, men så ramte Silkeborg-Voel en ny målstime og kom foran med 23-20 ved Louise Ellebæk.

Men så skiftede momentum endnu en gang. Med sit niende mål ud af i alt ti i kampen udlignede Celine Lundbye Kristiansen for Aarhus United til 26-26 med knap fire minutter tilbage.

Silkeborg-Voel var dog køligst i slutfasen og scorede de to næste mål, og det kunne hjemmeholdet ikke svare tilbage på.

I tirsdagens tidlige kamp vandt TTH Holstebro bundopgøret hjemme over Skanderborg med 26-23 efter 13-10 ved pausen.

Skanderborg havde ellers en glimrende periode i anden halvleg, hvor 13-16 blev vendt til føring 19-16, men derfra var hjemmeholdet bedst.

TTH ligger dermed nummer 12 med fire point, mens Skanderborg på sidstepladsen har to point ligesom Horsens.

/ritzau/