Silkeborg vil undgå skolebrande med smart opfindelse

Silkeborg Kommune vil sikre sig mod containerbrande ved kommunens skoler. Derfor tager de nu intelligente affaldsbeholdere i brug.

Foto: Silkeborg Kommune

Det sker ikke så ofte, at en skole brænder ned, men i Silkeborg Kommune vil man alligevel sikre sig yderligere mod, at det sker. Kommunen er i gang med at skifte alle affaldsbeholdere ved skoler og nærliggende institutioner ud med nogle smartere nogen. Målet er netop at sikre, at elever og ansatte ikke pludselig står med en nedbrændt skole.

Det specielle ved de nye affaldsbeholdere er, at der er indbygget en brandsikring i låget, som betyder, at eventulle flammer får en sikringssplit til at smelte. Det vil få låget til at falde ned gennem beholderen og kvæle ilden. En ny split koster cirka fire kroner, og affaldsbeholderen kan bagefter bruges igen. Det er derfor også en økonomisk besparelse  for kommunen. 

I alt 770 containere 

I første omgang er det de normale affaldsbeholdere, der bliver udskiftet, hvilket betyder 500 styks. Inden for kort tid forventer kommunen også, at de større affaldscontainere bliver udskiftet, hvilket vil sige 270 containere mere.

Udover at være brandsikre er de nye affaldsbeholdere påklistret forskellige muntre slogans, som skal appellere til, at børn og unge bruger dem til deres rette formål - nemlig slikposer, juice-kartonner og andet skrald.