Silkeborg: Stor brand i rækkehus

Politi og Silkeborg Brand og Redning rykkede her til morgen talstærkt ud til et rækkehus i Lemming ved Silkeborg. Teknikere skal nu undersøge, hvordan er opstået. (Arkivfoto)

Politi og Silkeborg Brand og Redning rykkede her til morgen talstærkt ud til et rækkehus i Lemming ved Silkeborg.  Her havde naboerne slået alarm, da de opdagede en brand i rækkehuset på Bygade 69C i Lemming.

- Det var noget voldsomt, og vi har brugt knap en time på at få ilden under kontrol. Heldigvis nåede vi at stoppe ilden, inden den nåede tagkonstruktionen, fortæller vagthavende indsatsleder ved Brand og Redning i Silkeborg, Knud Erik Vestergaard.

Totalskadet lejlighed

Faren ved denne type brande er altid, at den spreder sig til de omkringliggende rækkehuse. Og så kan ødelæggelserne være massive.

- Der var ikke nogen hjemme, da branden opstod, men lejligheden er fuldstændig totalskadet af den megen røg og varme, så der er ikke rigtig noget at redde derinde, forklarer indsatslederen.

Ifølge lokalpolitiet så er ejerne underrettet om branden, hvor ingen kom til skade.

- Umiddelbart tyder det på, at branden er opstået i enten soveværelset eller stuen, lyder de første meldinger fra indsatsleder Keld Erik Vestergaard.

Han og mandskabet fortsætter slukningsarbejdet lidt endnu. Mandag rykker politiets teknikere ud for at fastslå præcis, hvordan branden kunne opstå.