Silkeborg skal være Outdoor-hovedstad

Fremover skal Silkeborg være den by, alle vil til, når der står udendørsaktiviteter på dagsordenen.

Silkeborg skal være kendt som Danmarks Outdoor hovedstad inden 2022.

Konkurrencen mellem de midt- og vestjyske byer er hård for at tiltrække turister og nye tilflyttere. Derfor brander flere byer sig på noget særligt. Det seneste eksempel er Silkeborg, som nu vil være Danmarks Outdoor hovedstad.

I Silkeborg er der nemlig et sted, hvor der ikke noget sted er længere end 500 meter til naturen. Netop derfor har byen nu udnævnt sig selv som hovedstad - Silkeborg Unlimited.  Danmarks Outdoor Hovedstad er navnet på den nye satsning, der er søsat af Visit Silkeborg.

- Vi har ikke det problem med, at man skal transportere sig fra byen for at nå hen til naturoplevelsen. Vi har meget korte afstande, og det er her, vi skal adskille os, siger turistchef hos VisitSilkeborg, Liselottte Nis-Hanssen og fortsætter:

- Nu skal vi sikre, at vi har en masse oplevelser på hylderne, så man kan komme ud og opleve naturen, og hovedstadsbegrebet gør, at byen skal i spil. Eksempelvis skal børnene i kommunen have naturen ind med modermælken, for sådan gør man i Danmarks Outdoor-hovedstad.

Prominent ambassadør

Bjerringbro-Silkeborg håndboldspilleren Michael V. Knudsen er ambassadør for projektet. Han flyttede til Silkeborg i 2014 og glæder sig til at dele ud af sine erfaringer med både by og natur. 

- Det er et rigtig spændende projekt. Jeg mener også, at byen har rigtig meget at tilbyde. Nu opholder jeg mig rigtig meget i håndboldhallen, men jeg er et naturmenneske. Jeg elsker at komme ud at løbe og cykle. Generelt bare at bruge naturen i dagligdagen.

Siden 2011 har Silkeborg oplevet et fald i antallet af overnattende turister. Men ved at gøre byen til Outdoor-hovedstad skal den udvikling nu vendes.

- På Sjælland og særdeleshed i København skal Silkeborg gerne være i bevidstheden hos alle dem, som er aktive, når de er på tur, slutter Liselotte Nis-Hanssen.

Silkeborg skal være kendt som Danmarks Outdoor hovedstad inden 2022.

01:56 Luk video