Silkeborg-profil om pokalfinale: Det er rørende

Silkeborgs Simon Jakobsen er stolt over at nå pokalfinalen, mens Fredericia-træner Jesper Sørensen er skuffet.

Simon Jakobsen kalder Silkeborgs avancement til pokalfinalen for både 'stort' og 'rørende'.
Simon Jakobsen kalder Silkeborgs avancement til pokalfinalen for både 'stort' og 'rørende'.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Onsdag blev en stor dag i fodboldklubben Silkeborgs historie. For første gang siden 2001 kvalificerede klubben fra Alka Superligaen sig til finalen i DBU Pokalen, den danske pokalturnering. Det skete med en fortjent 1-0-sejr ude over Fredericia fra den næstbedste række.

Silkeborgs Simon Jakobsen var efter kampen meget glad for, at han og klubben er i finalen, der spilles Kristi himmelfartsdag 10. maj.

- Hold kæft, det er stort. Det er rørende, og det betyder helt vildt meget, siger forsvareren til bold.dk efter sejren i semifinalen.

Silkeborg var i fuld kontrol i første halvleg af kampen i Fredericia, men der skulle et selvmål fem minutter efter pausen til, før holdet kom foran. Herefter blev det en mere åben affære.

- De fik lidt tro på tingene, satte nogle ting sammen og kunne snuse, at der var muligheder.

- Vi fik ikke sat vores spil op, og vi var lidt for hektiske. Vi manglede noget coolness, men vi holdt dem overordnet set væk fra det helt store, siger Simon Jakobsen.

Fredericia havde tidligere i pokalturneringen sendt både AGF og AaB fra Superligaen ud hjemme på Monjasa Park. Mod Silkeborg havde holdet fra 1. division imidlertid meget svært ved at finde de gode takter frem.

- Vi havde en idé om, at vi havde en chance, men vi vidste godt, at vi skulle toppræstere for at komme videre.

- Det gjorde vi mod AaB, men det synes jeg ikke, vi gjorde mod Silkeborg, siger Fredericia-træner Jesper Sørensen til bold.dk.

Silkeborg skal i finalen møde enten Brøndby eller FC Midtjylland, som mødes torsdag på Brøndbys hjemmebane. 

/ritzau/