Silkeborg-politikere: Stem lokalt

De folketingspolitikere, der er valgt i Silkeborg, råber nu vælgerne op: Stem lokalt!, lyder opfordringen.

silkeborg.jpg

Hvis Silkeborg fortsat skal være på landkortet - også i de politiske diskussioner på Christiansborg, skal borgerne huske at stemme på lokale folketingsmedlemmer.

Det mener en række lokale politikere, der derfor i dag var gået på gaden i Silkeborg for at huske silkeborgenserne på netop det.

- Det gør en kæmpe forskel for os, at vi har nogle andre kollegaer, der også kommer fra Silkeborg. For når vi sidder i de her forhandlinger, er det enormt nyttigt, at man kan gribe knoglen og så tale med de andre, der kommer her fra Silkeborg, lyder det fra Venstre-politikeren Mads Rørvig.

Og han bakkes op af folketingskollegaen, Thomas Jensen, der er socialdemokratisk erhvervsordfører.

- Det er vigtigt for byen, at der er lokale repræsentanter, der kæmper for Silkeborg på Christiansborg. Hvis vi ikke har nogen, der sidder i Folketinget for Silkeborg, så går sagerne vores næse forbi her lokalt. Derfor er det vigtigt, at man, når man stemmer, sætter sit kryds ved en kandidat, der er opstillet i Silkeborg Kommune, forklarer Thomas Jensen.

Og det er altså ikke kun for at høste stemmer til sig selv, at de to politiske modstandere er gået sammen.

- Jeg opfordrer folk, der gerne vil stemme socialdemokratisk, til at stemme på Thomas, fordi han er her fra Silkeborg, lyder det med et smil fra Mads Rørvig.

Og Thomas Jensen forsikrer, at det samme gælder den anden vej.

Lokale folketingspolitikere fra samtlige partier bakker op om forsøget på at få silkeborgenserne til at stemme lokalt.