Silkeborg på superligakurs

Silkeborg vandt fredag topopgøret i den næstbedste række mod Hobro og overtager dermed førstepladsen

Fodbold.jpg

Det ligner mere og mere en hurtig tilbagevenden til Superligaen for Silkeborg. Nedrykkeren vandt fredagens topopgør på hjemmebane mod Hobro med 2-1 og topper nu landets næstbedste række.

Silkeborg har været godt spillende i foråret, og fredagens sejr var den femte i træk, mens Hobro i den samme periode har sat sit engang så suveræne forspring over styr.

Fredag fortjente Hobro dog bedre, og først i dyb overtid scorede Silkeborg sejrsmålet på Morten Becks andet mål.

Sent mål i første halvleg

Første halvleg blev en taktisk affære uden de helt åbne chancer, og det var oplagt, at den skulle ende uden mål, men det spolerede et fremragende Silkeborg-angreb kort inden pausen.

Morten Beck stod for det veltimede hovedstød efter Daniel A. Pedersen serverede perfekt fra venstre side.

Afgjort i overtiden

Men Hobro kom tilbage og løftede dit niveau markant i løbet af anden halvleg. Det lønnede sig efter 69 minutter, da Mads Hvilsom udnyttede et godt indlæg til at udligne til 1-1. Det var hans niende sæsonmål.

Uafgjort var et godkendt resultat for begge parter, men begge gik alligevel efter sejren, der for alvor kunne sende holdet på superligakurs.

I kampens overtid følte Hobro sig med rette snydt for et straffespark, da en Silkeborg-spiller brugte hånden i straffesparksfeltet, men dommeren vurderede det anderledes.

I stedet scorede Morten Beck sit andet mål i det fjerde tillægsminut, da han tog chancen fra kanten af feltet.

Med sejren fører Silkeborg rækken med 54 point, mens Hobro har 52. Efter fredagens sejr på 2-1 ude over HB Køge ligger Lyngby nummer tre med 50 point. To rykker op, og alle tre mangler at spille seks kampe.

/ritzau/