Fodbold: Silkeborg i ny nedtur - taber klart til AaB

AaB var foran 3-0 efter en flot første halvleg, da holdet slog Silkeborg 3-1 på hjemmebane mandag aften.

Oprykkerne fra Silkeborg IF har fået alt andet end en god start på denne superligasæson.
Oprykkerne fra Silkeborg IF har fået alt andet end en god start på denne superligasæson.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

AaB spillede en fremragende første halvleg, som skabte fundamentet for det, der endte med en flot 3-1-sejr, da nordjyderne tog imod Silkeborg i tredje spillerunde i 3F Superligaen mandag aften.

AaBs angribere Tom van Weert og Mikkel Kaufmann viste især sit værd, hvor van Weert tegnede sig for to scoringer, mens Kaufmann måtte nøjes med en enkelt. 

Ronnie Schwartz reducerede for gæsterne.

Dårlig start på sæsonen

Ingen af mandskaberne havde endnu trukket sig sejrrigt ud af et opgør i den nye sæson.

Det resulterede i en nervøs indledning, hvor begge mandskaber lavede mange fejl i opspillet. 

Efter et kvarter satte hjemmeholdet sig dog på begivenhederne. Her fangede AaB gæsterne langt tilbage på egen banehalvdel og satte et tungt pres ind.

Det gav pote fem minutter senere, da Kasper Kusk fandt den helt frie angriber Tom Van Weert, der lidt heldigt dirigerede bolden i mål.

Hollænderen og AaB var dog slet ikke færdige i første halvleg. På to gyldne minutter lige inden pausen nettede van Weert igen, inden Mikkel Kaufmann reelt lukkede kampen med sin scoring minuttet efter.

Silkeborg var helt væk i første halvleg, og da holdet var nede 0-3 ved pausen var gæsterne endnu ikke noteret for en afslutning på mål.

AaB var tydeligt tilfredse med resultatet og satte tempoet ned. Derfor kom Silkeborg bedre med i kampen, men gæsterne blev ikke farlige for alvor.

Samtidig drev AaB-profilerne Lucas Andersen og Kasper Kusk gæk med Silkeborg og var en konstant trussel mod gæsternes mål. 

Med 13 minutter igen lykkedes det for Ronnie Schwartz at reducere til slutresultatet 1-3, men det var af kosmetisk betydning, og Silkeborg har tabt alle tre kampe i denne sæson. 

Samtidig noterer hjemmeholdet AaB sig for sin første sejr i den nye superligasæson.

/ritzau/