Fodbold: Silkeborg henter tiltrængt forstærkning til forsvaret

Milan Massop skifter til Silkeborg. Han kan spille både venstre back og central forsvarsspiller.

Cheftræner Kent Nielsen under nederlaget til AaB (Arkivbillede). Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

I håbet om at få vendt en rædselsfuld start på superligasæsonen har Silkeborg tirsdag hentet forstærkning til bagkæden.

Den 25-årige Milan Massop har skrevet en treårig kontrakt med superligaklubben. Han kan både spille venstre back og central forsvarsspiller, oplyser Silkeborg i en pressemeddelelse.

Læs også Silkeborg-træner efter nyt nederlag: Vi er nødt til at lære hurtigt

Med nul point i tre kampe og en målscore på 1-9 ligger Silkeborg sidst i Superligaen, og Milan Massop kan blive et vigtigt våben til at vende stimen, siger Silkeborgs sportschef, Jesper Stüker.

- Mest af alt har Milan noget lederskab og erfaring, som vi har ledt efter i sammenhæng med, at vi har en trup - og ofte startellever - med en hel del talentfulde, men endnu i superligasammenhæng uerfarne spillere.

- Det er vores forventning, at Milan i den sammenhæng kan give et stort bidrag til helheden, siger Jesper Stüker.

Hollænderen har senest spillet i den belgiske klub Waasland-Beveren. Tidligere i seniorkarrieren spillerede han for hollandske Excelsior, FC Eindhoven og De Graafschap.

Superligaen er en ukendt størrelse for hollænderen.

- Danmark og Holland er lande, der minder om hinanden, og det tiltaler mig. Mit kendskab til fodbold i den bedste række i Danmark er ikke så stort, men jeg har set nogle Europa Cup-kampe, og der var niveauet ret godt, siger han.

/ritzau/