Silkeborg fyrer træneren

Superligaklubben Silkeborg IF har fyret cheftræner Jesper Sørensen. Det sker i kølvandet på et efterår som bundskraber i den bedste danske fodboldrække.

070813_Silkeborg_IF.jpg
Foto: arkivfoto

Fodboldklubben Silkeborg IF har fyret cheftræner Jesper Sørensen og erstatter ham med Kim Poulsen. Det skriver Ritzau.

Fyringen kommer efter en miserabel efterårssæson i Superligaen, hvor klubben kun har hentet fire point i 17 kampe. Den nye cheftræner Kim Poulsen overtager jobbet til årsskiftet.

- Vi har været glade for samarbejdet med Jesper Sørensen, der sikrede os oprykning i sidste sæson efter dygtigt arbejde, men vi må konstatere, at et efterår med historisk dårlige resultater gør det nødvendigt at få nye øjne på tingene, siger Silkeborgs administrerende direktør Kent Madsen til klubbens hjemmeside.

Skal spare penge

Superligaklubbens nye træner har senest været landstræner for Tanzania. Kim Poulsen var desuden manden, der førte Aarhus Fremad fra at være en serieklub til Superligaklub i begyndelsen af 90'erne. Klubben har valgt ham som træner, fordi han har erfaring med at udvikle unge spillere. Og det bliver da også udvikling af egne talenter, der bliver den nye cheftræners hovedopgave.

- Jeg kommer til Silkeborg med stor viden om og erfaring i, hvordan man kan udvikle spillerne især teknisk/taktisk og mentalt, og jeg glæder mig til at sætte fokus på samspillet mellem de tekniske færdigheder og den taktiske perception, siger Kim Poulsen til Ritzau.

Klubben håber fremover på at kunne bruge færre penge på at hente spillere til udefra.

Sportschef også udskiftet

Også i sportschefstillingen bliver der ændringer. Talentchef Jesper Stüker overtager jobbet som sportschef fra Peder Knudsen. Sidstnævnte overgår i stedet til en funktion som A+-træner med overordnet ansvar for ungdomsarbejdet i Silkeborg.

Silkeborg har 15 point op til OB, der ligger lige over nedrykningsstregen før forårets afsluttende 16 kampe.