Silkeborg bremser Randers-optur og er i pokalsemifinale

Med en udesejr på 3-1 efter forlængelse spillede Silkeborg sig ind blandt de sidste fire hold i DBU Pokalen.

Silkeborgs Vladimir Rodic og Magnus Elkjær Mattsson i kamp med Randers FCs Erik Marxen og Jonas Bager under kvarfinalekampen i DBU Pokalen 2017/2018.
Silkeborgs Vladimir Rodic og Magnus Elkjær Mattsson i kamp med Randers FCs Erik Marxen og Jonas Bager under kvarfinalekampen i DBU Pokalen 2017/2018.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Som det første hold er Silkeborg klar til semifinalen i denne sæsons udgave af pokalturneringen i fodbold, DBU Pokalen.

Silkeborg vandt på udebane med 3-1 over Randers FC efter en kamp, hvor der måtte forlænget spilletid til at finde en afgørelse.

Efter 1-1 i den ordinære kamp bragte Jeppe Gertsen Silkeborg på sejrskurs med et flot saksesparksmål, inden Marc Rochester endegyldigt afgjorde forestillingen tre minutter før tid.

Med sejren fik silkeborgenserne bremset den spirende Randers-opblomstring, der har givet kronjyderne sejr i de to seneste superligakampe. Randers startede da også som et hold med fornyet selvtillid

Der var kun spillet ti minutter, da Eero Markkanen blev sendt afsted med en lang aflevering, og den finske lejespiller tordnede bolden op i nettaget bag Silkeborg-keeper Thomas Nørgaard.

Gæsterne svarede dog igen, inden spillerne gik til pause, da unge Magnus Mattsson udlignede til 1-1 direkte på frispark og åbnede kampen på vid gab inden anden halvleg.

Der blev ikke scoret i de sidste 45 minutter, og så måtte de to mandskaber ud i en halv times forlængelse. Her tilkæmpede gæsterne sig et overtag mod et Randers-hold, der ikke kunne følge op på en lovende start. Gertsen og Rochester afgjorde kampen med de sidste to scoringer.

Torsdag bliver den næste semifinalist fundet, når Brøndby på udebane møder Sønderjyske. De øvrige kvartfinaler spilles i næste uge. Her spiller Hobro mod FC Midtjylland, mens Fredericia tager imod AaB.