Silkeborg-boss: Anden halvleg var en tung omgang

Det var en hård dag på kontoret hos Silkeborg IF, der søndag blev ydmyget 1-5 i lokalopgøret mod Viborg FF.

- Ved 2-0 kan man sige, at der stadig var muligheder for, at man kan åbne kampen igen med et hurtigt mål, men det hurtige mål kom til Viborg, endda to gange, og så blev der lang vej hjem, siger Peter Sørensen efter dagens øretæver mod Viborg.
- Ved 2-0 kan man sige, at der stadig var muligheder for, at man kan åbne kampen igen med et hurtigt mål, men det hurtige mål kom til Viborg, endda to gange, og så blev der lang vej hjem, siger Peter Sørensen efter dagens øretæver mod Viborg.
Foto: Arkiv

Efter sidste uges dramatiske comeback i 3-3 opgøret ude mod AC Horsens, var der pæne forventninger hos Silkeborg IF inden dagens kamp mod Viborg FF i Alka Superligaen.

Men det blev ved forventningerne, for efter en lige halv time satte gæsterne tommelskruerne på og sejrede med hele 5-1 over Silkeborg. Træner Peter Sørensen er skuffet over sit holds indsats.

- Det var en tung omgang i anden halvleg, og den føltes meget lang. Men der, hvor vi i virkeligheden knækker, er de ti minutter før pausen og fem minutter efter pausen, hvor vi lukker fire mål ind, siger Peter Sørensen.

- Ved 2-0 kan man sige, at der stadig var muligheder for, at man kan åbne kampen igen med et hurtigt mål, men det hurtige mål kom til Viborg, endda to gange, og så blev der lang vej hjem.

- Da kræver det faktisk sin mand at gennemføre, og det gjorde spillerne trods alt relativt hæderligt. Det var klart, at vi havde 15-20 minutter, som er alt for dårlige. Vi havde ganske vist et par mand, der var skadede, men det var ikke hele forklaringen.

- Vi gav for mange dødbolde væk, og vi var ikke hurtige nok på fødderne til at følge med Viborgs hurtige angribere, lyder det fra Silkeborg-træneren. 

Debut til Jens Rinke
Grundet skader gav Silkeborg debut til målmand Jens Rinke, der måtte hente bolden ud af eget net fem gange. Ikke just nogen drømmedebut for den tidligere Sønderjyske-reserve.

- Vi kom egentlig ganske fornuftigt ud til kampen, og fik også et par muligheder, men så scorede de på noget så basalt som dødbolde, som vi godt vidste, de kunne være farlige på. Så blev det noget op ad bakke derfra, siger Jens Rinke.

Med søndagens nederlag har Silkeborg fortsat sæsonens første sejr til gode i Alka Superligaen. Klubbens to point i denne sæson er begge faldet på udebane.

/ritzau/