Sikkerhedsstyrelsen: Få gastestet campingvognen

Sikkerhedstyrelsen opfordrer nu alle til indehavere af en campingvogn til at få lavet en gastest, efter at kulilte mandag var skyld i en dødsulykke på en campingplads.

gastest.jpg

To mænd på 24 år mistede mandag livet på en campingplads ved Brande. Årsagen var formentlig et læk på en aftrækslange til en gasvarmeradiator.

Ifølge politiets teori har lækket udledt en dødelig mængde kulilte. Nu opfordrer sikkerhedstyrelsen alle med en campingvogn til at lave en gastest for at undgå lignende ulykker.

- Som ejer af en campingvogn eller autocamper har du ansvaret for, at din vogn er gas-sikker. Det vil sige, at gasudstyret i vognen er vedligeholdt og sikkerhedsmæssigt i orden, siger Mette Cramon, der er kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen. 

Styrelsen anbefaler, at man få testet vognen hvert andet år, og at testen bliver udført af en virksomhed med autorisation inden for flaskegas i mobile enheder.

En gastest indebærer blandt andet en tætheds- og kuliltemåling af udstyret, en funktionskontrol samt et generelt vedligeholdelsestjek af gasudstyret.

Sikkerhedsstyrelsen har følgende råd til, hvordan man bedst sikrer sin campingvogn mod gas-læk:

1. Få foretaget en gastest mindst hvert andet år

2. Få en autoriseret virksomhed til at foretage testen

3. Få udleveret installations- og servicerapporten

4. Tjek installations- og servicerapporten igennem og sørg for at få udbedret eventuelle mangler

5. Tjek selv løbende, om ventilationsåbningerne i campingvognen er i orden, og at regulatoren er monteret korrekt

2:06
Det var formentlig kulilteforgiftning, der var skyld i, at to unge mænd i går blev fundet døde i en campingvogn i Brande.