43-årig mand fængslet: Sigtet for utallige voldtægter af en pige

Retten i Herning varetægtsfængslede i dag en 43-årig mand i fire uger. Han er sigtet for at have seksuelt misbrugt en pige fra hun var 9 år gammel.

Retten i Herning varetægtsfængslede i dag en 43-årig mand, der er sigtet for at have voldtaget en pige over en periode på fem år. Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 43-årig mand er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger – frem til den 11. oktober.

Han er sigtet for både at have voldtaget pigen, da hun var under 12 år, og da hun var over 12 år.

Iben Bøttker, anklager, Midt- og Vestjyllands Politi.

Han er sigtet for i periode fra 2013 til 2018 at have voldtaget og haft anden seksuel omgang end samleje med en nu 15-årig pige. I 2013 var hun 9 år gammel.

Overgrebene skal ifølge anklagemyndigheden have fundet sted ’frem til oktober 2016’ i Skjern og i Tarm i perioden mellem ’oktober 2016 og 31. januar 2018.’ Men ellers er politiets anklager sparsom med oplysningerne, da grundlovsforhøret var for lukkede døre.

- Han er sigtet for både at have voldtaget pigen, da hun var under 12 år, og da hun var over 12 år, fortæller Iben Bøttker, der er anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Fængslingen kæret til Landsretten

Den 43-årige mand nægter sig skyldig i sigtelserne og kærede i dag varetægtsfængslingen til Landsretten.

Læs også Efter sag fra Nørre Bork: Frikendte for voldtægt kan dømmes til at betale erstatning til offer

Ifølge politiets anklager valgte retten at varetægtsfængsle manden, da der var begrundet mistanke om, at han havde begået voldtægterne.

- Retten fandt også, at der var risiko for, at han kunne påvirke personer omkring pigen og påvirke sagen, siger Iben Bøttker.

Hun kan på grund af de lukkede døre i retten ikke oplyse om relationerne mellem pigen og den 43-årige mand, lige som hun heller ikke kan komme ind på, om overgrebene er sket på mandens eller pigens bopæl eller et andet sted.