Sigtet for spirituskørsel efter motorvejsulykke

Kvinde fløjet med lægehelikopter efter voldsomt sammenstød på motorvejen mellem Tvis og Aulum.

Arkiv
Arkiv
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Politiet har søndag aften sigtet en 40-årig mand fra Holstebro efter et voldsomt sammenstød på motorvejen mellem Tvis og Aulum.

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete omkring 16.30 i forbindelse med en overhaling i retning mod Aulum.

- Der sker formentlig det, at de to biler rammer hinanden, da de vil trække ind efter en overhaling af en bil med trailer. De to biler kommer for tæt på hinanden, og den ene bil snitter den anden, hvorefter den ruller rundt på taget, fortæller vagtchef Bjarne Askholm, Midt- og Vestjyllands Politi.

Føreren af den ene bil, en 40-årig mand fra Holstebro, har fået frakendt sit kørekort. Politiet har sigtet ham for spirituskørsel og for at køre uden førerbevis.

Præcis hvilken promille den 40-åige havde, kan politiet ikke oplyse her søndag aften.

Kvinde med lægehelikopter

I den anden bil befandt der sig en 46-årig kvinde fra Kolding og en 53-årig mand fra Silkeborg. Bilen rullede i følge politiet rundt flere gange, og kvinden var bevidstløs.

- Hun blev fløjet til Skejby med lægehelikopter, hvor hun stadig er indlagt. Hun er uden for livsfare, oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi,

Manden blev også kørt til observation på Herning Sygehus. Også han er uden for livsfare.

Efter afhøring blev den 40-årige løsladt igen. Der venter nu et retsligt efterspil.