Sigtet for sex med handicappet

En 50-årig mand fra den tidligere Videbæk Kommune sigtes for gennem tre år at have udnyttet en handicappet pige seksuelt.

Manden sigtes for at have voldtaget en handicappet pige på 19 år gentagne gange over en periode på tre år. Da pigen er handicappet, har hun ifølge politiet ikke haft mulighed for at forhindre eller modsætte sig overgrebene.

Manden, der er bosat i den tidligere Videbæk Kommune, er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter grundlovsforhør ved Retten i Herning fredag eftermiddag.

Pigen og manden kendte hinanden, men politiet ønsker ikke at uddybe, hvilken relation der var mellem dem, men understreger, at de ikke var i familie.