Sigtet landmand kræver 20 mio. i erstatning

Landmand Christian Nors fra Skelhøje ved Viborg nægter at have haft noget som helst at gøre med den ulovlige medicin. Nu kræver han i stedet en erstatning på 20 millioner kroner.

19Antibiotika.jpg

Kl. 9.12 onsdag d. 4. juni sidste år kom Fødevarestyrelsen forbi til kontrol på Christian Nors' svinebesætning lidt udenfor Viborg. På adressen fandt de i alt 50 kilo ikke-ordineret tetracyklin i henholdsvis et brændeskur og et foderrum. To kasser Christian Nors angiveligt aldrig har set før.

- Vi kan ikke vide alt, hvad der sker på vores ejendomme af gode grunde hverken i Danmark eller i udlandet, det er helt fysisk umuligt, forklarer Christian Nors.

Lukkede besætninger

Efter fundene lukkede Fødevarestyrelsen Christian Nors' og partneren Esper Gouls besætninger i op til en måned. På baggrund af lukningen mistede Christian Nors en leverance på 300.000 svin over halvandet år. I alt vurderer han, at han er berettiget til en erstatning på 20 millioner kroner.

- Vi mener, at vi er blevet uberettiget nedlukket i en urimelig lang periode, baseret på nogle prøver som viste nogle helt naturlige tal, forklarer Christian Nors ligesom han slår fast, at han ikke på noget tidspunkt har brugt den ulovlige antibiotika.

Har du på noget tidspunkt brugt ikke-ordineret tetracyklin i en af dine besætninger?

- Det har jeg ikke, nej

Det har du ikke gjort på noget tidspunkt?

- Det har jeg ikke, nej. Det er der ingen grund til, du kan få alt det ordineret, du vil i Danmark. Danmark er et frit land med en liberal lovgivning indenfor veterinærmedicin, der er en høj konkurrence på det, fordi Danmark er en stor svinenation, så apotekerne konkurrerer hårdt mod hinanden, leverandørerne konkurrerer hårdt mod hinanden, så der er ikke noget sted i Danmark, hvor udvalget er større og priserne er billigere, forklarer Christian Nors og afviser samtidig, at han ville kunne opnå en økonomisk fordel af at bruge et ikke-ordineret form af tetracyklin.

Christian Nors håber nu, at politiet og deres efterforskning vil give ham ret.

- Vi har lidt store tab både økonomisk, i forhold til vores renomme og i forhold til vores samarbjedspartnere i ind- og udland. Det har haft meget, meget alvorlige konsekvenser for os det her.

Fødevarestyrelsen vil ikke kommentere udtalelserne fra Christian Nors