Sigtet for drabsforsøg efter kvælertag på samlever

En 37-årig mand er sigtet for forsøg på manddrab efter han natten til søndag forsøgte at kvæle sin sambo.

Håndjern sættes fast
Foto: Flemming Christensen

Søndag klokken 04.52 blev politiet kaldt ud til et drabsforsøg på Nørre Grenevej i Hoven ved Tarm. Her havde vidner bremset en 37-årig mand fra Ølgod i at kvæle sin 46-årige kvindelige samlever, efter at de to var kommet op at slås på en parkeringsplads. 

Kvælertaget var så voldsomt, at politiet har sigtet manden for forsøg på manddrab.

- Hun har været i livsfare, fortæller vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

Manden blev søndag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Viborg.