Siger farvel til butik efter 58 år

For 58 år siden startede Bent Kærgaard som elev i tøjbutikken BK Hertz i Ringkøbing, og har holdt ved siden - indtil i dag

Bent Kærgaard
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Som 16-årig fik Bent Kærgaard job i tøjbutikken BK Hertz i Ringkøbing. Siden har han holdt ved og er endt med at overtage og drive butikken. Lige indtil i dag, hvor han efter 58 år sagde farvel.

Derfor var der kommet en masse gæster til butikken for at sige farvel og tak for, hvad må kunne kaldes en æra. Og det er netop de mange kunder, som bliver savnet af Bent Kærgaard. 

- Det er jo en lidt vemodig dag, men sådan skal det jo være, fortæller han. 

Flere af kunderne har fået et godt indtryk af forretningsmanden og derfor er de også blevet ved at vende tilbage til tøjbutikken i Ringkøbing. 

- Jeg har kun købt her - faktisk kun her. For han har været pragtfuld og man har fået meget personlig og eksklusiv betjening hver eneste gang, siger kunde Bodil Bjerregaard.

Kaja Nørgaard stemmer i: 

- Den første gang jeg kom herind der tror jeg jeg drog afsted med tre kjoler. Det var slet ikke meningen, men det blev det på grund af det var lækkerier der kom i posen, fortæller hun. 

Og de er ikke de eneste, der har været forbi butikken flere gange.

- Jeg har haft flere i dag, der har sagt, at de har købt deres konfirmationskjole, deres bryllupskjole og deres sølvbryllupskjole og deres guldbryllupskjole her i butikken, siger Bent Kærgaard.

Men nu er butikken altså solgt, og der skal i stedet kigges fremad. Og Bent har allerede lagt planer.

- Jeg tror der vil stå lidt rejse på programmet. Der har jeg aldrig rigtigt haft tid til førhen, og skal det være skal det være nu, fortæller han.