Siemens: Vigtigt med brede energiforlig

I samarbejde med TV2 sendte vi i aftes vores sene udsendelse direkte fra Siemens i Brande. Her understregede direktøren behovet for brede og langsigtede energiforlig.

siemens6.jpg

Michael Hannibal, global direktør for Siemens havvindmøller, understregede i aftes under en direkte tv-transmission fra produktionshallen i Brande, behovet for langsigtede politiske energiforlig.

Det vil nemlig skabe arbejdsro, både for producenterne, men også for investorerne, siger Michael Hannibal.

- Brede, langsigtede forlig er en af grundstenene for vindmølleindustrien, forklarer direktøren, som håber, at politikerne fortsat vil være leveringsdygtige i den kategori. Men han fornemmer en uro i markedet omkring de politiske aftaler, også Danmarks 2020-aftale og indrømmer at han også selv har lidt uro i maven i den forbindelse.

- Men lad os nu tro på, at politikerne holder deres aftaler, siger Michael Hannibal.

Siemens Windpower er en af verdens førende vindmølleproducenter og beskæftiger 12.500 ansatte på verdensplan. 7000 i Danmark, heraf ca 3500 i Brande med produktion til danske og europæiske vindmølleparker.