Siemens flytter rundt

Vindmøllekoncernen Siemens Wind Power holder planerne om omorganisering tæt til kroppen, men bedyrer, at der ikke bliver flyttet arbejdspladser væk fra Danmark.

I næste uge holder vindmøllegiganten Siemens Wind Power pressemøde om virksomhedens nye planer. Ifølge rygter drejer det sig om at hovedkvarteret i Brande muligvis skal flyttes til Tyskland. Men kommunikationsdirektør John Finnich Pedersen vil hverken be- eller afkræfte rygterne.

- Forretningsenheden (som i dag har hovedsæde i Brande, red.) bliver omorganiseret, og der er mere nyt i næste uge. Men der er ingen planer om udflytning af jobs fra Danmark, understreger han.

Regionalisering får særlig betydning

I en pressemeddelelse skriver Siemens således: "I fremtiden kommer industrialiseringen af produktion og logistik til at spille en afgørende rolle inden for vindenergi. Omkostningerne til produktion af energi skal reduceres ved at gøre produktionen højeffektiv. Regionalisering vil også få en særlig betydning, for på den måde kan vi komme tættere på kunderne. Siemens vil derfor i fremtiden drive sin vindenergi virksomhed fra tre regionale forretningsenheder placeret i USA, Asien og Europa."

Virksomheden annoncerede i juni investeringer i Danmark for en milliard kroner, og dem bliver der holdt fast i, som planlagt, lover John Finnich Pedersen. Blandt andet vil virksomheden oprette et nyt center for forskning og udvikling i Brande, et nyt kontor til skandinavisk salg i Ikast, en 3100 kvadratmeter stor kontorbygning i Brande og en 500 kvadratmeter stor produktionshal.

Kraftig vækst siden 2004

Siden 2004 har Siemens Wind Power oplevet kraftig vækst. Antallet af medarbejdere er tidoblet fra 800 til i dag omkring 7700, og omsætningen er 12 gange så stor og er steget til ca. 3.2 milliarder Euro.