Siemens dominerer Vestas

Siemens Windpower med hovedsæde i Brande blæser konkurrenten Vestas fuldstændig af banen på det lukrative havmølle-marked.

siemens3.jpg

Havmøllevingerne drejer hurtigere rundt hos Siemens i Brande end Vestas i Ringkøbing. Mens Vestas kun sælger få havmøller bugner ordrebogen i Siemens, viser nye tal.

Siemens Wind Power har for første gang løftet sløret for bestanden af havmølleordrer, og det er ikke hyggelig julelæsning for Vestas-chef Ditlev Engel eller de mere end 180.000 Vestas-ejere.

Mens ordrebogen i Vestas bløder, og der kun er blevet solgt 72 havmøller i 2012, har Siemens bestillinger i hus på 1.500 havmøller, viser tallene.

Samlet kan Siemens mønstre bestillinger på 6.120 megawatt (MW) havmøller. Til sammenligning kan Vestas blot fremvise 483 MW.

»Det ville have klædt Vestas, hvis man havde vundet nogle af Siemens-ordrerne. Det tror jeg også, at Vestas-ledelsen synes,« siger Michael Friis Jørgensen, aktieanalytiker i Alm. Brand Markets til Jyllandsposten.

Siemens forbliver i føretrøjen

Meget tyder på, at Siemens også vil dominere markedet de kommende år, hvor der skal kæmpes om årlige havmølleordrer på 50-100 mia. kr.

Midt i Vestas-nedturen har Siemens nu meddelt, at man er på vej med en toptunet version af selskabets nuværende storsælger - en 3.6 MW-havmølle. Første melding var, at den nye mølle på 4.0 MW vil være klar til serieproduktion om tre år. Nu strammer Siemens tidsplanen.

»Skal jeg være helt ærlig, bliver vi nok klar med 4.0 MW-møllen før 2015,« siger Henrik Stiesdal, teknologichef i Siemens Wind Power til Jyllandsposten.

Vestas lancerede i 2009 en ny havmølle, men den såkaldte V112-mølle er aldrig blevet nogen succes. I et forsøg på at komme tilbage i kampen om det vigtige havmøllemarked er Vestas på vej med en gigantisk havmølle. Men den er tidligst klar til serieproduktion i 2015.

Alligevel afviser Vestas-chef Ditlev Engel via presseafdelingen, at man har tabt havmøllekrigen.

»Vi anser Vestas for at være absolut konkurrencedygtig på offshore med de vindmøller, som vi tilbyder i dag, samt den V164-8.0 MW der er på vej,« lyder det fra Vestas-ledelsen.

De seneste opgørelser viser, at Siemens Wind Power i dag sidder på omkring 80 pct. af det globale havmøllemarked skriver Jyllandsposten.