Sidste patient har forladt Ringkøbing Sygehus

I dag var sidste dag for både patienter og ansatte på Ringkøbing Sygehus. Sygehuset fra 1909 er nu lukket.

De tre sidste patienter blev dag udskrevet fra sygehuset i Ringkøbing til Herning. Den sidste patient forlod Ringkøbing klokken 9.30, og så er 102 års sygehus-historie slut.

- Det er en sær fornemmelse at være en af de allersidste. Det er sørgeligt, men sådan er det jo, siger Ruth Conradsen, der var en af de tre sidste patienter på Ringkøbing Sygehus.

Også personalet var berørte af lukningen. Af de knap 60 medarbejdere er der omkring 40, der er blevet flyttet til andre afdelinger i Herning og Holstebro - resten er blevet fyret.

- Det var lidt sørgmodigt at sende den sidste patient af sted - en virkelig underlig fornemmelse. Da jeg kom på arbejde i dag, var der begyndt at være tomt alle steder, fortæller sygeplejerske Luise Nielsen.

Beslutningen om at lukke sygehuset i Ringkøbing er ikke ny. Region Midtjylland tog beslutningen i februar. Det er endnu ikke bestemt, hvad alle lokalerne på det nu nedlagte sygehus skal bruges til. Men en del kommer til at blive omdannet til sundhedscenter, der åbner til august.