Sidse får stor udfordring: Her prøver 14-årig at køre lastbil

Vognmandsbranchen har et problem, som de nu forsøger at løse på alternativ vis.

Sidse Larsen forsøger ikke at køre for hurtigt, men det er svært.
Sidse Larsen forsøger ikke at køre for hurtigt, men det er svært.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Lastvognbranchen er bekymrede, og det får dem til at tage alternative midler i brug.

14-årige Sidse Larsen fra Lemtorpskolen i Lemvig fik derfor en stor udfordring. Hun skulle prøve at sidde bag rattet i en lastbil.

Ikke en ægte en af slagsen, men i en simulator.

- Det er spændende nok, tror jeg, men jeg ved ikke lige, om jeg skal være lastbilchauffør, men det er sjovt at prøve det, siger Sidse Larsen med et smil.

Mangler chauffører

Der er hårdt brug for ekstra hænder bag rattet i lastvognsbranchen, hvor gennemsnitsalderen på chaufførerne er 52 år.

De vurderer, at de indenfor få år vil få brug for hele 2500 ekstra personer, og det er også derfor, at elever i 8. klasse får mulighed for at prøve kræfter med faget i simulatoren.

- Det er rigtigt vigtigt, at de kommer ind og får snuset til det og dermed sagt, om det er dem eller ej, siger Ove Nordskov, der ejer Tvis Vognmandsforretning.

Han mærker til daglig problemet med de manglende chauffører. På nuværende tidspunkt har han fire lastbiler, som holder stille af samme årsag.

1:07
Se lastbilsimulatoren i indslaget her.