SF støtter DF i sygehusdebat

SF støtter DF i sygehusdebat

SF vil støtte Dansk Folkepartis synspunkt om at placere et nyt supersygehus i Aulum i stedet for Gødstrup ved Herning, som regeringen ellers står stejlt på.

Presset på både regeringen og Dansk Folkeparti er øget efter SF nu melder ud, at de støtter DF i spørgsmålet om sygehusets placering. Det skriver Jyllands-Posten.

- Regeringen og Dansk Folkeparti skal vide, at der ikke kun er et smalt flertal for løsningen med at placere sygehuset i Aulum, som DF har foreslået. Vi er både regionalt og på landsplan tilhængere af, at sygehuset flyttes til Aulum," siger SF's sundhedsordfører Jonas Dahl til JP.dk.

Forhandlinger i hårdknude

Regeringen og Dansk Folkeparti sidder i øjeblikket i de afgørende finanslovsforhandlinger, hvor beslutningen om det nye sygehus er gået i hårdknude.

Jonas Dahl siger dog samtidig til avisen, at SF ikke ønsker at amputere regionerne, som traf den omstridte beslutning om at placere sygehuset i Gødstrup ved Herning i stedet for længere mod nordvest.