SF stiller spørgsmål til ministre om Marius-udvisning

SF vil tage Marius Youbis udvsning op i Folketinget. Det sker på dagen, hvor superstudenten fik tre 12-taller til de fremrykkede eksamener.

Marius Youbi er blevet udvist for at arbejde for meget. Nu rejser SF sagen politisk.

Nu vil SF's næstformand Signe Munk have svar på, om det kan være rigtigt, at Marius Youbi skal udvises. 

- Jeg synes, det er dybt urimeligt, siger Signe Munk

Derfor stiller hun nu gennem integrationsordfører Jacob Mark spørgsmål til integrationsminister Inger Støjberg (V) og forsknings- og undervisningsminister Esben Lunde Larsen (V), om det er en fornuftig måde at forvalte reglerne på:

- Det er for at finde ud af, om de synes, at det er rimeligt, at Marius mister sin opholdstilladelse nu. Eller om vi er enige om, at det er hul i hovedet, at en superstudent mister sin opholdstilladelse, siger Signe Munk til tvmidtvest.dk.

Det er hul i hovedet, at en superstudent mister sin opholdstilladelse

Marius Youbi står til at blive udvist den 8. januar 2016, fordi han i perioder har arbejdet for meget som rengøringsassistent.

Det er uvist, om Folketinget når at behandle spørgsmålet, inden det bliver jul.

- Vi har bedt om, at de svarer inden for en uge, for det er en sag, der er presserende. Så nu ligger bolden hos ministrene, siger Signe Munk.