SF går tilbage i Vestjylland

Socialistisk Folkeparti mister et af deres to mandater i Vestjyllands Storkreds.

SF_copy.jpg

Ind til i dag havde Socialistisk Folkeparti to kandidater i Folketinget fra Vestjyllands Storkreds. Men efter valget den 15. september går partiet et mandat tilbage. Det betyder, at enten Kristen Touborg eller Steen Gade må forlade Christiansborg. Søren Gytz Olesen er dog overbevist om, at det bliver en af de to, der får pladsen for partiet på Borgen.

- Jeg tror, at det bliver Steen Gade, der får pladsen. Kristen Touborg og jeg er ude, mener SF'eren Søren Gytz, der også selv stillede op til Folketinget.

SF er gået 1,3 procent tilbage i Vestjyllands Storkreds. I alt har de fået 26.855 eller 8,1 procent af de vestjyske stemmer. Det bliver først endelig afgjort, hvem der skal repræsentere Vestjylland, når de personlige stemmer er færdigtalte. Det forventes de at blive i løbet af fredag.

Også dårligt valg i Nordjylland

Socialistisk Folkeparti går også tilbage i Nordjyllands Storkreds, men de får dog to mandater fra kredsen. Partiet er gået 1,6 procent tilbage, så der torsdag var 32.551 personer, der stemte på partiet i Nordjyllands Storkreds.