SF-forslag: Milliarder skal sikre oprensningen ved Høfde 42

Ny renjords-fond skal sikre oprensningen af giftige pletter

Høfde 42-oprensningen skal sikres via en statslig fond
Høfde 42-oprensningen skal sikres via en statslig fond
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Med en milliard kroner på kontoen skal en ny "renjords-fond" sikre oprensningen af det mest giftige pletter på landkortet i Danmark, blandt andet Høfde 42 ved Harboøre Tange.

Forslaget kommer fra SFs formand, Pia Olsen Dyhr, der vil hente pengene til den nye fond hos Finansministeriet. 

- Vi ved, at vi har en række giftgrunde der skal renses. Og vi ser ingen grund til at vente meget længere. Grundene er tikkende miljøbomber, og uden ekstra penge vil der gå mange år, før vi kan få dem renset, siger Pia Olsen Dyhr.

13 forurenede grunde

Ud over Høfde 42, peger SF-formanden på Kærgaard Plantage ved Grindsted, og de såkaldte Collstrupgrunde, som nogle af de steder, der kræver ekstraordinært politisk fokus.

Ialt er der 13 stærkt forurenede grunde rundt om i Danmark. 

Men forslaget fra SF får en kølig modtagelse blandt regeringspartierne. Torsten Schack Petersen, der er medlem af Miljø- og Fødevareudvalget, kalder Pia Olsen Dyhrs forslag for vidtløftigt.

- Jeg tror ikke det har nogen gang på jord. Det er, som vi så ofte ser det i politik, let af bruge pengene, men langt sværere at finde dem, siger Torsten Schack Petersen.

Langt mere positiv er Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen. Han kalder SF-forslaget for "Interessant", og er klar til at gå i dialog med Pia Olsen Dyhr og hendes partifæller.

Behov for en indsats

- Jeg kan ikke på stående fod love milliarder. Men det er indlysende, at der er behov for, at vi få set på disse stærkt forurenede steder. Derfor hilser vi SF-forslaget velkomment, siger han.

Hos de konservative er det lokale folketingsmedlem, Orla Østerby, knap så åbenmundet.

- Jeg har svært ved at forholde mig til forslaget, Og der vil altid være tale om prioriteringer i forhold til den miljøindsats, der er nødvendig over hele landet, siger Orla Østerby, der også er medlem af Miljø- og Fødevareudvalget.

Giftdepotet ved Høfde 42 skjuler en af Danmarkshistoriens farligste jordforureninger. Oprensningen af depotet er beregnet til at ville koste 250 millioner kroner.