SF-byrådsmedlem dropper anklagerne i mail-sagen

Niels Rasmussen dropper nu anklagerne mod tidligere borgmester, jurist og kommunaldirektør i Ringkøbing Skjern Kommune. Det bliver en for dyr og langvarig en proces, lyder det.

Byrådsmedlem for SF Niels Rasmussen trækker du anmeldelserne af den tidligere borgmester, jurist og kommunaldirektør tilbage. - Det er for dyrt og langtrukkent, lyder det.
Byrådsmedlem for SF Niels Rasmussen trækker du anmeldelserne af den tidligere borgmester, jurist og kommunaldirektør tilbage. - Det er for dyrt og langtrukkent, lyder det.
Foto: TV MIDTVEST arkiv

Efter Folketingets ombudsmand har besluttet at holde fast i Rigsadvokatens afgørelse om, at det ikke var ulovligt, at Ringkøbing Skjern Kommunes jurist gennemgik byrådsmedlem Niels Rasmussens mail, opgiver politikeren nu sagen.

- Jeg er stadig ikke imponeret over politiets grundighed i efterforskningen, og derfor gik jeg til Menneskerettighedsdomstolen. De vil dog først behandle min sag, når den er behandlet ved alle instanser i Danmark, siger Niels Rasmussen, byrådsmedlem, SF, Ringkøbing Skjern Kommune, og fortsætter:

- Jeg kontaktede derfor Folketingets Ombudsmand, og hvis jeg skal videre, skal jeg investere en masse tid og penge i en retssag ved de danske domstole. Det vil jeg ikke”, siger han.

Politianmeldte borgmester, jurist og kommunaldirektør

Sagen begyndte i maj 2016, da borgmesteren i Ringkøbing Skjern Kommune Iver Enevoldsen fik mistanke om, at der blev lækket oplysninger fra blandt andet et lukket møde i økonomiudvalget til teleanalytikeren John Strand i sagen om kommunens omstridte bredbåndsudbud.

Borgmesteren besluttede derfor, at kommunens jurist skulle gennemgå udvalgte mails hos seks ansatte i administrationen og syv politikere.

Hør Niels Rasmussen forklare, hvorfor han anmeldte borgmester, jurist og kommunaldirektøren i Ringkøbing Skjern Kommune:

0:47
 

En af politikerne, Niels Rasmussen, blev så vred over at få gennemgået sin mail, at han meldte Iver Enevoldsen, kommunens jurist og kommunaldirektøren til politiet for brud på brevhemmeligheden.

Denne anmeldelse blev imidlertid afvist, af både Statsadvokaten i Viborg og Rigsadvokaten.

Og nu har Folketingets Ombudsmand meddelt, at han støtter op om Rigsadvokatens afgørelsen i den såkaldte mailgate-sag fra Ringkøbing Skjern Kommune.

”Sagen har dog ikke været forgæves. Der er gået 3 år siden, at de læste min post, og jeg har i forløbet fået bekræftet det, som jeg sagde fra starten, at det var mig og ingen andre de gik efter for at få mig til at klappe hælene sammen og rette ind i sagen om vores ulovlige bredbåndsudbud, siger Niels Rasmussen.

Ny lovgivning på området

Sagen har desuden kastet politisk aktion af sig i Folketinget, hvilket Niels Rasmussen ser som et skridt i retning mod en mere åben politisk ledelse og demokratisk proces.

”Sidst, men ikke mindst er jeg yderst tilfreds med, at økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Amnitzbøll Bille fremlagde og fik vedtaget et lovforslag, så hverken borgmester og regionsformænd samt deres embedsværk er i tvivl om, at også elektronisk post til politikere er omfattet af brevhemmeligheden, ” siger Niels Rasmussen.

Daværende embedsmænd i Ringkøbing Skjern Kommune er pensionerede og den tidligere borgmester Iver Enevoldsen stadig i Venstres byrådsgruppe.

TV MIDTVEST lavede i maj 2017 et indslag om sagen. Her fortæller Iver Enevoldsen blandt andet om, hvordan det var at blive politianmeldt:

1:47