Sexkrænker på spil i Norge

25-årig dansk mand tilbyder ifølge den norske avis VG norske piger et arbejde, hvis han først kan få lov til at undersøge dem.

HerningPolitiSkildt.jpg

En 25-årig mand, der har krænket stribevis af midt- og vestjyske piger ved at lave en såkaldt helbredsundersøgelse på dem, er tilsyneladende på spil i Norge.

Den norske avis VG skriver på sin hjemmeside om flere norske piger, der via Facebook har fået et jobtilbud fra den unge dansker. Den 25-årige påstår ifølge VG, at han repræsenterer energidrik-selskabet Monster og tilbyder pigerne et arbejde på en betingelse. Han skal først lave en helbredsundersøgelse på dem.

- Han spurgte, om jeg havde en pæn mave, og om han kunne lytte til mig med et stetoskop. Han har en syg fetich, tror jeg. Og det er skummelt at tænke på, hvad han kunne finde på at gøre mod os, siger en 16-årig pige til avisen.

Monster Energy afviser over for VG, at den 25-årige arbejder for dem.

Den 25-årige mand blev i august 2013 idømt tre måneders fængsel ved retten i Herning. De to måneder blev gjort betingede.

Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning fortæller til VG, at der stadig er danske anmeldelser mod den unge mand, som ikke er færdigbehandlede.