Sexbutik jaget væk efter én dag

En sexbutiksejer i Nors lukker nu butikken efter, at han modtog trusler allerede dagen efter, han havde åbnet butikken.

Det blev et kort erhvervseventyr for Kim Madsen, da han mandag den 23. april åbnede dørene op til en ny butik med erotiske artikler i Nors ved Thisted.

Mandag havde han første åbningsdag. Tirsdag begyndte telefonen så at ringe hos 'Butik Viv'.

 - Jeg får en telefonopringning, hvor der blev sagt, at det ville være synd for mine piger, hvis der skete noget. Derfor skulle jeg sørge for at lukke butikken hurtigst muligt. Ellers ville der ske mine piger noget, genfortæller indehaver Kim Madsen.

Kim Madsen fortæller, at det var en person med Nors-accent, som ringede.

Rev skiltet op

Kim Madsen flyttede ind i butikken i Nors i lørdags. Men der gik ikke lang tid, før problemerne meldte sig.

Natten til søndag blev butikkens skilt skruet ned og kastet hen af vejen.

Uforstående overfor chikane

Kim Madsen kan ikke forstå, at hans butik skal udsættes for hærværk.

 - Vi havde ikke lavet udstillingen, så den kunne virke anstødelig. De kunne se lingeri eller kjoler, ligesom når du går i Bilka eller Føtex, fortæller Kim Madsen og henviser til, at der ikke var erotiske artikler i vinduerne.

Flytter fra Nors

Trusler og hærværk er nu blevet for meget for butiksejeren.

 - Jeg snakkede med konen, og vi besluttede, at det her vil vi ikke være med til, når vi har små børn. Vi flytter tilbage til Tved, fortæller Kim Madsen.

Sagen er nu anmeldt til politiet.

02:04 Luk video