Sensationen udeblev

HC Midtjylland spillede fremragende i een halvleg mod AG Håndbold - men det var ikke nok til samlet sejr mod 1. divisions suværene tophold.

200110_Lars_Joergensen001.jpg

Det var rigtig sjovt i 30 minutter, da HC Midtjylland lørdag spillede topkamp i mændenes 1. division mod det suveræne tophold, AG Håndbold.

Midtjyderne spillede en fremragende 1. halvleg og kunne gå til pause foran 18-14.

Sensationen lurede, men AG, der tæller store profiler som Klavs Bruun Jørgensen, Peter Nørklit og Lars Jørgensen, ville det anderledes. Københavnerne brugte pausen til at minde hinanden om, at de var favoritter.

- Der blev ikke snakket. Der blev råbt - råbt rigtig mange grimme ting. Nej, vi snakkede om at vi skulle have vores stolthed med, og det var pinligt hvad vi leverede i 1. halvleg, sagde Klavs Bruun Jørgensen efter kampen til TV/MIDT-Vest.

Københavnerne kom ud til 2. halvleg med en helt anden indstilling - og vandt fortjent 38-30.

- Lige så god vores indsats var i 1. halvleg, lige så ringe var 2. halvleg. Det er mega pinligt, at vi spiller som dårligt i 2. halvleg, sagde HCMs Morten Bjerregaard.

HC Midtjylland ligger på 3. pladsen i 1. division. AG Håndbold slår fra næste sæson sig sammen med FCK. Det er stadig uvist, hvilken licens den nye klub skal spille på. Derfor kan det være, at 2. pladsen i 1. division giver direkte oprykning til ligaen. 

 Interview med Morten Bjerregaard, HC Midtjylland:

Interview med Klavs Bruun Jørgensen: