Sennepsgas ikke for sjov
Der tages ingen chancer, når en fisker får en sennepsgasbombe i nettet. Heller ikke fredag i Thyborøn.
I dag er fiskeskipper Tamme Bolt tilbage på sit skib. Hele dagen i går var skibet og store dele af havnen i Thyborøn i karantæne, fordi han og besætningen havde landet en sennepsgasbombe.
Beredskabsstyrelsen mødte talstærkt op på havnen i Thyborøn og arbejdede i timevis på at sikre og rengøre havnen.
Myndighedernes største frygt var, at bomben, der lå i en last med 10 tons fisk, havde forurenet fiskene, der allerede var blevet distribueret afsted ud i Europa. Derfor gik et større arbejde med at tilbageklade de mange fisk i går i gang. Et parti var nået helt til Luxembourg og nåede først retur til destruktion på Kommune Kemi kl. 03 i nat.
Tamme Bolt vurderer dagen derpå, at han og besætningen har destrueret fisk for omkring 200.000 kr.