Seks millioner til byfornyelse i Lemvig

Området omkring Lemvigs bymidte får seks millioner kroner fra den årlige pulje af midler til områdefornyelse, som Udlændinge-, Integrations- og Bygningsministeriet uddeler.

lemvigby_0.jpg

I kamp med en række andre af landets kommuner har Lemvig Kommune fået del i midlerne fra den årlige pulje til områdefornyelse på i alt 80 millioner kroner. Lemvig kommune har fået seks millioner kroner. Det skriver Venstres landdistriktsordfører, Thomas Danielsen, i dag i en pressemeddelelse.

I Lemvigs bymidte står flere butikker og lejligheder tomme, mens områdets beboere har et stort ønske om at få forbedret forholdene med flere grønne områder, udendørs motions- og legefaciliteter.

Attraktive bydele skaber bosætning

Med bevillingen til Lemvig kan kommunen nu vurdere, hvor mange af de tomme erhvervs- og beboelsesejendomme, der skal rives ned og hvor mange, der skal bestå for at gøre området attraktivt for nye beboere og byens borgere.

- De seks millioner kroner giver Lemvig Kommune mulighed for at give området et markant fysisk og socialt løft til gavn for de nuværende beboere. Forhåbentlig kan byfornyelsen og et nyt, trygt byrum skabe en attraktiv bydel, som flere har lyst til at bosætte sig i. Det er målet med puljen, siger Thomas Danielsen.

I alt har 22 byer fået tilsagn om midler til byfornyelse fra Udlændinge-, Integrations- og Bygningsministeriet.