Seks hjorte fundet dræbt i ulvezone

Seks hjorte er fundet dræbt i en indhegning på en vestjysk hjortefarm, der er ligger på kanten af den særlige ulvezone.

Arkivfoto. Foto: Carl Skovbjerg Johnsen

Det er ikke kun får, der står på ulvenes menu. Seks hjorte er fundet dræbt bag indhegningen på en vestjysk hjortefarm, der ligger i udkanten af den særlige ulvezone, som Miljøstyrelsen oprettede i februar.  

Naturstyrelsens ulvekonsulent har undersøgt hjortene og vurderer, at det med overvejende sandsynlighed er et ulveangreb. Det skriver Videbæk/Spjald Avis på sin Facebookside.

- Jeg kan bekræfte, at hjortene er fundet i det område af Vestjylland, hvor der har været flere dokumenterede ulveangreb på får. Hvorvidt hjorteavleren får kompensation for hjortene efter forvaltningsplanen for ulv afhænger selvfølgelig af den endelige afgørelse, som er klar, når vi har resultatet af dna-prøver fra de dræbte dyr. Men uanset om det viser sig at være ulv eller hund, så har hjortefarmen fået tilbud om tilskud til ulvesikker hegning, siger naturplanlægger Lasse Sehested Jensen fra Miljøstyrelsen til Videbæk/Spjald Avis.

Rovdyret, der har dræbt hjortene, er formentlig kommet under hegnet på en eller anden måde, fordi hjortefarme er omgivet af meget høje hegn.

To tilfælde med en død kalv og døde geder i Vestjylland er også blevet undersøgt, men her var vurderingen, at de ikke var dræbt af et rovdyr.

Efter striben af ulveangreb på vestjyske naturplejefår er de seks indhegnede hjorte derfor de første andre husdyr end får, der formodes dræbt af den ulv eller de ulve, der angiveligt har taget permanent ophold i den vestjyske ulvezone. 

- Hjortevildt er jo i høj grad naturlig føde for ulv, så det overrasker sådan set ikke, hvis det viser sig, at ulven er gået efter det, siger Lasse Sehested Jensen til Videbæk/Spjald Avis.

Ulvezonen, der blev oprettet efter dokumenterede ulveangreb på får i løbet af vinteren, går fra Grønbjerg til Tim i syd og op mod Holstebro og Vemb i nord. 

Læs også Nye DNA-prøver bekræfter to ulveangreb