Håndbold: Sejr til HIH i midtjysk lokalbrag

Med den ottende ligasejr på stribe slog Herning-Ikast Håndbold Silkeborg-Voel med 24-21.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Shutterstock / Ritzau Scanpix

Tirsdag aften bød på håndbolddyst mellem to midtjyske lokalrivaler, da Herning-Ikast Håndbold tog imod Silkeborg-Voel KFUM i IBF Arena. Kampen endte med en sejr til hjemmeholdet på 24-21. Det skriver Herning-Ikast Håndbold på klubbens hjemmeside.

Set over hele opgøret var Herning-Ikast-spillerne et skridt foran, men i indledningen var det ikke tilfældet.

Kristian Kristensen forlangte timeout allerede efter syv et halvt minut. Herefter trak Tonje Løseth en udvisning på Camilla Fangel samtidig med sin reducering til 3-4, før Sabine Englert udlignede fra eget mål kort efter. Efter et lille kvarters spil kunne Sarah Iversen omsætte en kontra til føring og endnu en udvisning til gæsterne, og da Michala Møller og to gange Helene Fauske fulgte op, gik HIH fra 2-4 til 8-4 og holdt Silkeborg-Voel på en scoringspause på næsten et kvarter.

Efter halvlegssnakken var det tydeligt, at Kristian Kristensen og hans mandskab ikke var tilfredse med præstationen i første halvleg. De lillaklædte kom buldrende, og mindre end fire minutter inde i anden halvleg omsatte Annika Jakobsen et forsøg fra en spids vinkel til 14-8.

Herefter kom gæsterne bedre med i kampen, og Hege Wahlquist bragte spændingen tilbage, da hun reducerede til 15-12. Emma Friis’ kvikke opsnapning og solokontra gav en scoring og lidt luft, men stadig kunne HIH’erne ikke slå det helt afgørende hul. Med ti minutter tilbage stod der 18-15 på tavlen, før Tonje Løseth udbyggede til plus fire med sin femte scoring.

Udeholdet snuste til omgangshøjde et par gange i slutfasen, men Sabine Englert i særdeleshed fortsatte klassen og lukkede stærkt af. I anden halvleg var Tonje Løseth flere gange trådt i karakter og gået forrest, og meget passende var det da også nordmanden, der lukkede til 24-21 i de døende sekunder. 

Allerede på fredag er enhjørningene atter i kamp, når kroatiske Podravka gæster IBF Arena i EHF Cup-kvartfinalen.