Secher ny cheftræner for HC Midtjylland

HC Midtjylland har med virkning fra sæsonstarten 2015/2016 hentet Morten Secher til klubben som ny cheftræner.

De kommende to sæsoner hedder cheftræneren for HC Midtjylland Morten Secher. Morten er 33 år og uddannet Mastercoach (højeste træneruddannelse) og har de seneste 3 år trænet Odder.

Før det var han assistent i Ålborg Håndbold og leder af deres håndboldakademi. I tiden som leder af Ålborg håndboldakademi førte han Ålborg U18 til 2 danske mesterskaber i træk.

- Netop arbejdet med unge talenter har været en af de vigtige ingredienser i forhold til den træner, vi har søgt efter. HC Midtjylland's DNA er at være med til at give talenterne i Herning, Ikast og Brande-området mulighed for at prøve sig af på øverste hylde, og det er vi sikre på, at Morten er garant for, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Ud over at Morten bliver cheftræner hos HC Midtjylland, bliver han også ansvarlig for talentudviklingen i HC Midtjylland, hvor det ser ud til, at vi i næste sæson også kan præsentere et hold i 2. division, ligesom klubben har intentioner om at kunne begå sig på højt niveau hos ungdomsholdene.

- HC Midtjylland er en spændende klub, som jeg kender fra mine sæsoner i Odder. Der er gang i et rigtigt spændende projekt, som jeg gerne vil være en del af. Klubben har i indeværende sæson præsteret nogle fantastiske resultater og for alvor meldt sig ind i det etablerede håndbolddanmark, og som oprykker ligger de til en slutspilsplads, siger Morten Secher om skiftet til HC Midtjylland.