Sebastian Klein: Ulven er altså ikke særlig farlig

Den kendte tv-vært afviser, at folks bopæl bestemmer deres holdning til ulven. - Der er mange fornuftige mennesker i både Vestjylland og København.

02:12

Se et interview med Sebastian Klein her.

Forfatteren, foredragsholderen og tv-værten Sebastian Klein køber ikke teorien om, at geografien bestemmer folks holdninger til ulven, og at debatten kan deles op i to lejre fra land og by.

Læs også Ulven splitter land og by: De forstår os ikke

Flere vestjyder, der bor i ulvezonen, giver over TV MIDTVEST ellers udtryk for, at de ikke føler, at de bliver hørt i debatten. De siger, at folk i de store ikke byer kan sætte sig ind i, hvordan det er at leve med ulven som nærmeste nabo.

Men det er ikke bopælen, der er afgørende, siger Sebastian Klein.

- Jeg nægter at tro på, at der skulle være den store geografiske forskel på intelligens og evnen til at lytte efter faglighed, fakta og videnskab. Jeg ved, at der findes utroligt mange fornuftige mennesker i Vestjylland og utroligt mange fornuftige mennesker i København. Og lige mange idioter begge steder, siger han.

Medier og politikere skaber et forkert billede

Sebastian Klein siger, at han godt kan forstå, at folk er bange. Han mener, at "medier og en uanstændig stor samling politikere" er med til at skabe et forkert billede af, at ulven er meget farlig. 

- Jeg siger ikke, at ulven ikke er farlig, men vi er nødt til at perspektivere ulvens farlighed. Hvis vi måler op mod andre farlige dyr i Danmark som hugorm eller hveps, så er ulven altså ikke særlig farlig. Chancen for, at man bliver dræbt af en hugorm ude i naturen er mere end 10 gange højere end chancen for at blive dræbt af en ulv. Og tager man en hveps, er chancen faktisk 100 gange større. 

- Ulven er selvfølgelig et rovdyr, og den kan være enormt irriterende. Den tager enormt mange får, og det er enormt ærgerligt, men for mennesker er den altså ikke særlig farlig, i hvert fald ikke i vores del af verden, siger han.

Den kendte tv-vært fortæller, at han har studeret ulve i 12 år og i øvrigt også kommer rigtig meget i det vestjyske. Derfor har han også en klar opfordring.

- Jeg ligger på mine grædende knæ her og beder politikere og medier om at tage sig et gevaldigt sammen, for det her er altså galskab, siger han.