Sea Worker bliver måske tømt for olie næste uge

Installationsfartøjet Sea Worker bliver måske tømt for olie onsdag i den kommende uge. Men alt afhænger af vejret.

En Sea Worker er væltet ved kysten ud for Hvide Sande.
En Sea Worker er væltet ved kysten ud for Hvide Sande.
Foto: Søren Christian Vibæk Larsen

Sea Worker ligger stadigvæk og vugger ud for kysten mellem Nymindegab og Hvide Sande. Natten til onsdag væltede fartøjet, og myndighederne frygtede straks, at det ville resultere i et olieudslip.
Derfor blev miljøskibet Gunnar Seidenfaden tilkaldt, og skibet har siden onsdag ligget i Hvide Sande Havn. Mandskabet har taget olieprøver, der hvor Sea Worker ligger, og de bliver i Hvide Sande, indtil skibet er tømt og faren for et olieudslip er drevet over.

- Der er lavet en foreløbig bjergningsplan, så nu venter vi bare på, at den kan gå i gang. Men som det ser ud nu, så er vejret ikke til det. For at fartøjet kan blive tømt, kræver det, at der er knap så meget sø og knap så meget vestenvind. Mandag og tirsdag bliver det i hvert fald ikke, men onsdag er der en mulighed for, at vejret bliver så godt, at tanken kan tømmes, siger Øivind Bach Pedersen, Orlogskaptajn på miljøskibet Gunnar Seidenfaden.

Ikke en let opgave
Fordi risikoen for olieudslip er så stor, så er det en noget omfattende proces at få tømt tanken på Sea Worker. Det er nemlig ikke ligetil at få de 150.000 liter diesel og cirka 50.000 liter smøreolie ud af tanken, når den ligger på vandet.

- Når Sea Worker skal tømmes, så vil Slæbebåden Torsten sejle ud og assistere, imens der bliver boret huller i tanken. Der vil blive ført slanger ned i tanken, som suger olien op, så det ikke løber ud i havet, siger Øivind Bach Pedersen, Orlogskaptajn på miljøskibet Gunnar Seidenfaden.

Øivind Bach Pedersen og hans medarbejdere på miljøskibet Gunnar Seidenfaden får besked 12 timer i forvejen, før fartøjet skal tømmes. Hvornår det bliver afhænger udelukkende af vejret, men Gunnar Seidenfaden bliver liggende i Hvide Sande Havn indtil da.