Se videoen: 11-årig dreng fanger fisk, der er større end ham selv

En god dag ved fiskesøen endte med to kæmpefisk på krogen.

Den stolte fisker og hans far med den store hvide stør.
Den stolte fisker og hans far med den store hvide stør.
Foto: Privatfoto: Casper Laursen

En almindelig fisketur udviklede sig til noget ud over det sædvanlige for Casper Laursen fra Ringkøbing.

- Jeg havde et par knægte med, der fik en ordentlig én på opleveren, siger lystfiskeren, der til daglig er salgsassistent hos JK Jagt & Fiskeri.

TV MIDTVEST mødte ham i forbindelse med programmet "Seernes Billeder", hvor vi kigger på midt- og vestjydernes bedste klip fra mobilen og får de historier, der hører til. Da vi mødte Casper Laursen, var han slet ikke i tvivl om, hvilken oplevelse han skulle hive frem fra videoarkivet.

Videoværdig fangst

Med sin 11-årige søn Tobias og hans jævnaldrende ven Victor, var Casper Laursen på fisketur ved Loch Nees, der ligger i nærheden af Vemb.

- Vi er af sted så tit, som det er muligt. Man kan sige, at det er gået lidt i fisk for os, griner han.

Denne gang var der hurtigt bid, og den garvede fisker kunne godt fornemme, at det var tid til at finde mobilen frem.

- Når der sker sådan noget her, så kan jeg ikke lade være med at filme, siger han.

To kæmpefisk til drengene

På krogen var der en hvid stør på ikke mindre end 1,6 meter.

- Min søn er vel omkring halvanden meter høj, og det her var jo sådan en stor dinosaurus på 160 centimeter og vel omkring 30 kilo. Med den her type fisk får man lov at fange, måle og veje dem, men vi havde ikke en vægt, der var stor nok. Så vi tog bare et billede og målte længden, og så blev den hurtigt sat ud igen, fortæller Casper Laursen.

Hele seancen tog kun omkring 10 minutter, men lidt senere var der bid igen.

- Hans kammerat fik en endnu større belugastør på 180 centimeter, men den har jeg desværre ingen billeder af. Det er nogle voldsomt store fisk, konkluderer han.

1:05
Casper Laursen fortæller i programmet "Seernes Billeder" om den dag, hans søn fik en ordentlig fisk på krogen. Her kan du se klippet.